Hurtigere effekt i varmt vand

I følge forsker i fysiologi, Sebastian Landgren viser undersøgelsresultater, at mennesker med gigt oplever en større livsglæde og hurtigere resultater, når de træner i varmtvandsbassin.

Anerkendte undersøgelser, der måler, hvad man kan fysisk og socialt som følge af en træningsindsats, viser, at der er en langt større effekt på livsglæden hos mennesker med gigt, som træner i varmtvandsbassin kontra på land. Resultatet er interessant, fordi det er oplagt at antage, at hvis man får stærkere muskler, bedre kondition og større smidighed, så er det lige meget, hvordan det resultat er opnået. Men det viser sig, at det for mennesker med gigt er vigtigt, at træningen foregår i varmtvandsbassin.

Hurtigere effekt i varmt vand

Undersøgelserne viser også, at mennesker med gigt oplever en hurtigere forbedring i varmtvandsbassin, at den tilsvarende effekt opnås langt senere ved træning på land. For nogle tager det helt op til et år, før der ses en effekt. At træning i varmtvandsbassin er mere effektivt, er selvfølgelig meget interessant i en tid, hvor hurtige resultater efterspørges.

Hvorfor træning i varmtvandsbassin fører til større livsglæde og hurtigere resultater, findes der ikke evidens for endnu, selvom Sebastian Landgren selvfølgelig har nogle teorier.

- Bliver man mere fri i det varme vand, så man får trænet bedre? Er man smertefri under træningen? Er det en kombination af faktorer? Der er en del måske‘er i forhold til årsagerne, men kigger vi på ren effekt, så kommer vi ikke uden om, at træning i varmtvandsbassiner kan noget, som træning på land ikke kan modsvare.

Passivitet er en dræber

Sebastian Landgren vurderer også, at træningen på land kræver mere overvindelse, fordi det er mere smertefuldt uden det lindrende varme vand. - Man kan sagtens forestille sig, at nogle vil vælge træningen fra, hvis det foregår på land, udtaler han. Regelmæssig træning er ellers særdeles vigtig for mennesker med gigt.

Gigten fører ofte til et mere passivt liv, og dermed udvikles der oftere farlige livsstilssygdomme. Endvidere påvirker den kroniske inflammation ved eksempelvis leddegigt også hjertet negativt. For at modvirke noget af den påvirkning, er det derfor væsentligt, at mennesker med gigt får trænet regelmæssigt og effektivt. Og når nu undersøgelserne peger entydigt på, at mennesker med gigt oplever bedre resultater via træning i varmtvandsbassin, så må det med i konsekvensberegningen.

Dette er uddrag af en artikel bragt i Gigtforeningens medlemsblad "Ledsager" nr. 6 2012